Grønlands Naturinstitut
Grønlands Naturinstitut er beliggende på et fjeldparti i Siaqqinneqområdet uden for Nuuk. En meget fornem, men også særdeles udfordrende beliggenhed.
Den langstrakte vifteformede bygning består af to nord- og sydgående stokke forbundet med en glasbygning. For at minimere vindmodstand og mindske varmetabet har man valgt at placere bygningen langs med vindens retning. Om vinteren kommer de kolde vinde fra nordlige retninger, hvorfor bygningen vender ryggen og den smalle ende mod nord og det store glasareal mod syd, øst og vest.
Indvendigt leder husets vifteform tankerne hen på en gletsjerspalte, hvor spaltens vægge rejser sig højt til begge sider. Spalten åbner sig mod syd med en storslået udsigt via den store glasfacade, der giver middagssolen adgang til midten af bygningen. Om natten ses Naturinstituttets sydvendte glasrum fra Nuuk som et lysende vartegn i fjeldet.
Instituttets bærende konstruktioner er udført i pladsstøbt beton. Facaderne er beklædt med spån af canadisk cedertræ. Træet står ubehandlet, da cedertræet har en naturlig imprægnering i det tørre klima. Taget på yderblokkene er dækket med gråsort tagpap, mens glasbygningen i midten er beklædt med rå aluminium.
Ydervægskonstruktionen og vinduesarealet mod syd sikrer udnyttelse af den passive solvarme. Indvendigt er der lagt vægt på et enkelt og miljøvenligt materialevalg, så instituttet står som en markant ramme om arbejdet med Grønlands miljø og natur – og giver et signal om at leve med naturen og ikke imod den.