Nominering af WoodHub

Kandidat til Danish Wood Award 2025

Woodhub, det nye hovedsæde for en række statslige styrelser i Odense er udvalgt for sin innovative brug af materialer og for at bane vejen for fremtidens byggemetoder til byggerier i stor skala.

– Hvis man har arbejdet med større byggerier, ved man hvor svært det har været i mange mange år at udføre byggerier, der ikke anvender præfabrikerede beton- løsninger i de bærende konstruktioner. Denne byggeskik har domineret byggeindustri siden anden verdenskrig, og den har naturligvis bidraget positivt til de fleste af velfærdssamfund store bygninger. Den har dog samtidig været en af de store syndere i udledningen af CO2. Dette gør Woodhub kontorbyggeri op med.

Det drejer sig om et byggeri på ca. 30.000 m2 bygget helt i træ! En stor og smuk bedrift. Det har derfor været nærliggende at nominere WoodHub til Danish Wood Award – dette meget vellykkede eksperiment, som Woodhub repræsenterer.

Bygningsdisposition
Bygningen er højest mod midten og trækker sig tilbage i trin mod de omkringliggende bygninger. Derved passer bygningen ind i sine omgivelser, og den sikrer også masser af dagslys og et godt indeklima. Tagterrasser og hævede gårdhaver, samt grønne og offentlige gårdhaver, giver rekreative oaser og steder til pauser og møder udendørs – og desuden øger den biodiversiteten i bydelen.

Tektonik
Den store bygning er udformet med fokus på tværgående kommunikation og videndeling. Arkitekturen er nøje tilpasset den menneskelige skala – ikke kun gennem materialevalget, men også gennem oplevelsen af rummene.

I bygningen opleves trækonstruktionen markant i de mange vertikale søjler, der viser en klar tektonik set i perspektiv igennem rummene og langs facaderne. Den sammenbindende mødefløj – Meeting Hub-, benyttes af alle brugere i huset som et vertikalt forsamlingsrum.  Rumlighederne hér består af dobbelthøje forskudte rum, der sammensættes i forskudte rytmer over hinanden, hvorved den besøgende nærmest sluses op i huset i en rumligt sammenhængende konfiguration, der byder på både lange og afbrudte kig, over mange etager.

De store funktionstrappeløb i træ kombineret med de tektonisk synlige dæk forkanter i CLT i trappehullerne samt de bærende massivtræssøjler omfavner den besøgende. Der er mange fine kig igennem rumforløb og igennem de store vinduespartier. Dagslys, ind og udsyn til og fra de tilstødende åbne haverum forbinder inde og ude med rige og oplevelsesrige kig til natur og åbenhed på tværs af bygningen.

Forbindelsen mellem uderum og det indre
Man har forsøgt at skabe variation og intimitet i gårdrummene, hvor facader optræder i forskellige farvenuancer. Selvom facaderne er velkomponerede, virker de høje bygninger lidt dominerende og påtrængende. Haven kunne have været bragt mere i spil. At se mere af den bærende struktur igennem vinduerne havde også været ønskeligt.

Alt i alt markerer sig WoodHub som et banebrydende eksempel på et klimavenligt træbyggeri i stor skala.

Projektpræsentation af WoodHub