Fremtidens Foreningshus Holbæk

Adresse
Bispehøjen 2
4300 Holbæk
Danmark

Bygherre
Holbæk Kommune og Lokale- og Anlægsfonden


Opført
2003

Foto
Torben Eskerod

Foreningshus_Holbæk2_1920x925

Husets idé er et fleksibelt byggesystem, der med enkle elementer kan sammenstykkes alt efter den aktuelle forenings behov og placering.

Foreningshuset i Holbæk består af et rektangulært volumen med to klimazoner: Den ene er en overdækket zone (472 m2) afgrænset af et espalier, som definerer husets ydre udstrækning. Den anden er et klimatiseret indre volumen (308 m2) med lukkede vægge og frit placerede vinduer, som bruges som aktivitetsrum. Herved fremstår bygningen set udefra som en klar og enkel helhed, hvor de to zoner opleves som et ”hus i huset”.

Huset er i princippet ét stort rum. Kun de murede kerner står som rum i rummet. De tekniske og ”våde” funktioner – køkken, teknik og toiletter – er placeret i to murede kerner. Rundt om disse er der rejst limtræsrammer, der bærer de højisolerede facade- og tagkassetter i træ.

Taget er udført med ståltrapezplader oven på tagkassetterne og glasfiber-trapezplader over veranda og ovenlys.

Udvendig beklædning og espalier er douglasgran, som er overfladebehandlet med lys trætjære. Inde er såvel loft som vægge og gulv udført i brandimprægneret fyrretræ, der er lud- og sæbebehandlet.

Beliggenhed
Foreningshuset ligger på en naturgrund syd for Bispehøjen. Stedet er karakteriseret af et lægivende plantehegn mod Bispehøjen, en lille sø samt en gruppe af løvtræer i den sydlige del af arealet.

Charter 99 – ”Arkitekturens Dogmer”
Foreningshuset i Holbæk er et resultat af en arkitektkonkurrence med udgangspunkt i Charter 99 – ”Arkitekturens Dogmer”. Omdrejningspunktet er at skabe et grundrum, hvor konstruktion, lys og stoflighed tilsammen giver arkitektoniske og rumlige kvaliteter, der fremstår enkelt, robust og fri for unødvendige detaljer.