Tolvkanten bliver Danmarks første Tiny Church

Adresse
Østersøvej 57
2150 København Ø
Danmark

Bygherre
Kirkefonden

Foto
Julius Nielsen Office

Tolvkanten_1920x925
07.03.2023

Vinderen af en overvældende succesfuld arkitektkonkurrence med ikke mindre end 105 forslag er fundet, og dermed får Danmark sin første Tiny Church. ”En lille start på noget meget stort,” lyder det fra bedømmelsesudvalget.

”Tiny Church er et nyt koncept, hvor kirken bygges som en lille, bæredygtig og flytbar enhed. Kirkefondet og Hans Egedes Sogn i København har arbejdet på at få en kirkelig tilstedeværelse i det nye boligområde Nordhavn. En arkitektkonkurrence om at designe en såkaldt Tiny Church til området blev derfor udskrevet i efteråret 2022”, fortæller arkitekt Nicolai Richter-Friis, der er fagdommer i bedømmelsesudvalget.

I udvælgelsen af et vinderprojekt har udvalget lagt vægt på kriterier som konceptualisering og idéudvikling, bæredygtighed, æstetik og design, forholdet til det omkringliggende miljø, samt budget og realiserbarhed.

Vinderprojektet
“Tolvkanten” er tegnet af Julius Nielsen Office og er unikt på flere måder. Først og fremmest har det et klart koncept og en simpel formgivning, der gør det overbevisende som forslag til Nordhavns Tiny Church. Bygningen er en tolvkant, der symboliserer det teologiske tal 12, og skaber en rummelig og fleksibel planløsning med mulighed for varierende iscenesættelse af rummet til alt fra afskedsceremonier til performancekunst. Den enkle rumskabelse mellem det centrale kirkerum, søjlegangen, ydervæggen med nicherne, og ikke mindst verandaen giver store muligheder for at variere bygningens funktioner. Kirkerummet er karakterfuldt og tegnes af det centrale ovenlys, der som et øje til himlen lukker lyset ind over menigheden.

Bygningen er også unik i dens materialeholdninger og byggemetoder, der er både fornuftige, rationelle og poetiske i deres sammensætning. Bygningen er enkel og karakterfuld i sin silo-form, der giver mindelser om teltstrukturer, cirkustelte, gamle industribygninger samt figurligheden fra siloformede køle/vandtårne. Tolvkanten møder omgivelserne i øjenhøjde og er åben for alle. Den balancerer mellem det hverdagsagtige verdslige og det ophøjede sakrale og værdige. Bygningen har en stærk fornemmelse for at skabe særlige, magiske, eventyrlige og rørende stemninger med enkle greb. Samlet set formår bygningen at være både meget jordnær og himmelsk på samme tid, hvilket er en stor styrke og gør den unik.

Når det kommer til byggeprincip og træarter, så er ambitionen, at der skal anvendes danskgroet nåletræ til hovedkonstruktionen. Gulvet er opdelt som 12 ‘lagkagstykker’, hvor målet er at anvende prisvenlige overskudsbrædder, der gerne må være i varierende bredder og være træ af høj kvalitet. Facaden og selve kirkerummet ønskes beklædt med overskudsbrædder fra træindustrien, og skal træbeskyttes med en passende overfladebehandling.

Bestormet med ideer
Bedømmelsesudvalget er overvældet over den store interesse, som projektet har fået og forudser, at projektet vil sætte ekstra fokus på måden der bygges kirker på i fremtiden. 105 inspirerende og tankevækkende forslag er tikket ind fra hele verden med bud på hvad en sådan lille kirke er anno 2023. Alle forslag har desuden haft kreative vinkler på det at bygge grønt og bæredygtigt.

”Det, at Kirkefondet har valgt at holde en åben konkurrence, er meget vigtigt for vores fag som arkitekter. En åben konkurrence giver mulighed for at modtage forskellige ideer og perspektiver fra et bredt spektrum af arkitekter og designere. Dette har her ført til en bredere variation af kreative og innovative løsninger, som ellers ikke ville have været muligt i en mere begrænset konkurrence”, slutter arkitekt Nicolai Richter-Friis.

Med første præmien følger 100.000 kr. Nummer to og tre i konkurrencen hædres også med en pengegave.

Arkitektkonkurrencen

Se flere af de indsendte forslag på Kirkefondens hjemmeside

En lille kirke på kanten af storbyen
Det bliver helt ude på det yderste Nordhavn mellem værksteder og skure på en 800 m2 stor grund i Fiskerihavnen, at Tiny Church Tolvkanten skal bygges. Om alt går vel, skal kirken åbne medio 2024. I løbet af de næste år forventes bydelen at vokse fra 10.000 til 40.000 indbyggere, og en større og mere permanent kirke skal senere afløse den lille kirke, der kan flytte videre til en ny lokation, hvor der er brug for et kirkerum.

Koncept fra Holland
Projektet er direkte inspireret af en Tiny Church i Amsterdam, der er cirkelrund, har solpaneler og kan dreje i forhold til solens stilling. Konceptet omhandler det lille hus og Simply Living – en enklere livsstil med mere fællesskab. Byggeriet skal være imødekommende og bæredygtigt, både i materialevalg i forhold til områdets natur og også for de mennesker, der skal bruge det. Der er fokus på, at bygningen er multifunktionel og foranderlig. Rummet kan skifte mellem at være kirkerum, kulturelt samlingssted etc.

Lignende projekter

Imaging by The Color Club - www.thecolorclub.net

Knarvik kirke

Kirken er inspireret af traditionelle trækirker og har et moderne og minimalistisk udtryk. Bygningen er i to etager, hvor underetagen...
Sara Kulturhus
fotograf: Sven Burmann

Sara Cultural Centre

Kulturcenteret Sara Cultural Centreer er opkaldt efter forfatteren Sara Lidman, som stod for kreativitet, mod og viljen til at tænke...
Renbaek21_1920x925

Renbæk kirke og forsamlingshus

Renbæk statsfængsel var tidligere det eneste fængsel i landet, der ikke rådede over faste lokaler til religiøse handlinger. Derfor fik...