Danskere står bag verdens højeste byggeri i træ


Foto
Schmidt Hammer Lassen Architects & Ina Invest/Implenia

Tigerli_1920x925px
01.05.2022

Når Rocket & Tigerli står færdigt i Schweiz i 2026, vil det være verdens højeste boligbyggeri med et 100 meter højt tårn, hvor træ er den bærende konstruktion. Danske Schmidt Hammer Lassen har tegnet byggeriet ud fra tre overordnede fokusområder: at skabe et aktivt og attraktivt kvarter, et byggeri der taler ind i områdets historiske kontekst og boliger af høj kvalitet med masser af dagslys.

Den klassiske karrebebyggelse er skåret op i fire individuelle bygninger, der blander forskellige boligformer med restaurant, butikker, sky-bar, spa og hotel. Den brede vifte af faciliteter skal sikre liv til området på forskellige tidspunkter af døgnet. En grøn plads ligger centralt og skal skabe samspil mellem de fire bygningskroppe.

Byen Winterthur er kendt for sin produktion af lokomotiver. I dag er byen en progressiv uddannelses- og kulturby, hvor der værnes om det oprindelige industrimiljø. Den eksisterende arkitektur bærer præg af at være et postindustrielt område, hvor bygningerne har en høj grad af detaljerigdom.

I Rocket & Tigerli ses det konstruktive princip i husets udtryk. Udefra aflæses tektonikken i facaden som en del af det arkitektoniske udtryk. Også indvendigt vil beboerne få en fornemmelse af byggeriets karakter, idet konstruktionens tektoniske identitet vil stå frem som et tydeligt element.

Pionerarbejde på højt plan
Projektet markerer en milepæl inden for træbyggeri – ikke kun med sine 100 meter, der er rekordhøjde for et boligbyggeri med en bærende konstruktion i træ, men også fordi det introducerer et innovativt konstruktionssystem, hvor træ afprøves som en afløser for beton. Det har således ikke været muligt at trække på erfaringer fra et lignende byggeri.

Det er den schweiziske virksomhed Implenia, der sammen med det tekniske universitet i Zürich, ETH, har udviklet det nye Tube IN Tube system, som tillader at bygge højere byggerier konstrueret i træ. Alle bærende konstruktionsdele også den stabiliserende kerne udføres i LVL (Laminated Veneer Lumber), der er en krydsfineret søjle-bjælkekonstruktion i meget kraftige dimensioner. Dette betyder, at hele tårnet har en lavere vægt. Hermed opnås mulighed for at bygge højere samtidig med, at hele byggeprocessen samlet set opnår en lavere CO2 belastning.

Fra at betragte træ som et naturligt materiale, der traditionelt set har været anvendt til lettere og mindre konstruktioner, behandles materialet nu med fokus på dets eminente egenskaber i forhold til byggeriets samlede energiregnskab. Innovative konstruktionsteknologier giver træet mulighed for at melde sig i byggeriets mainstream, både ved konstruktioner udført fuldt ud i træ og i hybrider mellem træ- og betonkonstruktioner. Med den nye produktionsmetode, som præsenteres i projektet, bæres kærligheden for træbyggeriet videre i det moderne byggeri.

Læs mere på SHLs hjemmeside

Lignende projekter

02_Kajstaden_1920x925

Kajstadens Tall Timber Building

Kajstadens Tall Timber Building i den nye svenske bydel Kajstaden i Västerås ved søen Mälaren er en milepæl for bæredygtigt byggeri...
Moholt1920x925px

Moholt Timber Towers

Halvtreds år efter indvielsen af ​​de første boliger i studiebyen Moholt lige uden for Trondheim har man valgt at forny...
Sara Kulturhus
fotograf: Sven Burmann

Sara Cultural Centre

Kulturcenteret Sara Cultural Centreer er opkaldt efter forfatteren Sara Lidman, som stod for kreativitet, mod og viljen til at tænke...