Træprisen 2012

Atuarfik-Hans-Lynge-Skole_1920x925px

KHR arkitekter løb med prisen i 2012. Det var blandt andet KHRs stærke princip om at afsøge arkitekturens grænser med klassiske materialer, der gav dem Træprisen 2012, og som det giver sig udtryk i en lang række byggerier som Ørestad skole, Atuarfik – Hans Lynges skole i Nuuk, B&Os hovedsæde, Grønlands Naturinstitut, Fiberline, Forum Horsens og mange flere.

KHR arkitekter har igennem mange år fastholdt et højt arkitektonisk niveau og skabt arkitektur med karakter og kvalitet. De afsøger arkitekturens grænser og er ikke bange for at tage nye metoder og materialer i brug. Det er arkitektur med et klart nordisk fundament med et enkelt og klart formsprog, hvor mennesket, stedet og funktionen er i fokus.

Man får ikke Træprisen for at have brugt meget træ, men fordi man er en god arkitekt og i praksis har anvendt træ på en helt overbevisende måde, og det har KHR gennem en lang produktion.

Om tildelingen af Træprisen siger professor, arkitekt Anders Brix fra priskomiteen:

”Alle KHRs huse er realiseret med en kultiveret tektonisk orden. Både de konstruktive og de kompletterende elementer er aflæselige og til stede i deres egen ret. Vel at mærke ikke sådan, at de er ekspressivt eksponeret. Nærmere sådan, at de på den ene side er ordnet, så de kan indtage deres plads i helheden, og derved berige den, og på den anden side stå ved, hvad de er – en konvektor, en afdækningsrist eller et ventilationsarmatur – fordi de er behandlet som design. Kvaliteten i arkitektarbejdet er højt, men det er også lige højt på alle skalatrin.”

Træprisen blev tildelt KHR arkitekter blandt tre nominerede arkitektvirksomheder. De øvrige nominerede var CUBO Arkitekter og Entasis.

Præsentation af KHR
Virksomheden har en lang historie og en lang række byggerier bag sig. Gennem mange år har KHR fastholdt et meget højt og konsekvent gennemført niveau. KHR har ikke bevæget sig nervøst med tidernes skiftende moder, men derimod stadigt arbejdet med at udvikle og forny arkitekturens rumlige formulering og materielle realisering.

Partnerkredsen er skiftet flere gange. De nuværende partnere er: Anja Rolvung, Henrik Danielsen, Jacob Brøndsted, Mikkel Beedholm og Jan Søndergaard. Disse partnere og deres medarbejdere har igennem de senere år skabt en stribe bygninger, som er blandt tidens fineste, og som både lever op til og udvider firmaets gode traditioner.

“Vi er meget stolte af at modtage Træprisen. Det er én af de priser, der rigtig betyder noget i faget, fordi det er en klassiker, og fordi den ikke fokuserer på et enkelt projekt, men et helt virke. Det vil sige, man får at vide at ens generelle produktion af huse har en høj standard. Og det er jo det bedste kompliment, man kan få”, udtaler arkitekt Mikkel Beedholm.

Læs mere om Grønlands Naturinstitut i vort galleri

Andre prisvindere