H.C. Andersen museum

Det nye H.C. Andersen museum tryllebinder de besøgende på en flertydig måde, hvor grænsen mellem fantasiens og virkelighedens verdener er sløret. Museet fortolker tvetydighederne i H.C Andersens liv og værker igennem det arkitektoniske og landskabsmæssige udtryk.

I tæt forbindelse til det eksisterende museum på H.C. Andersens fødested er skabt en eventyrlig have med pavilloner, hvor alt er rundt. Under jorden, såvel som over jorden. Inde som ude og organiseret uden hierarki og et egentligt centrum. De cirkulære former tangerer og bugter sig ind og ud imellem hinanden. De snoede stier gennem haven skal opleves som en forlængelse af museet. Besøgende bliver ført ind i en “labyrint” af rum skabt af bygninger, træer og hækbeplantning. Opløsningen af ​​grænsen mellem virkelighed og fantasi genfindes i flertydigheden af ​​de rumlige sekvenser og kompositioner.

Historiefortælling tilført sansebombardement
Museets nye udstillingsrum fortæller ikke nødvendigvis en historie, men genskaber en følelse af, hvordan historiernes karakterer må have oplevet eventyret. Man har villet tilføre rummene et sanseligt udtryk og oplevelse i stedet for blot at fortælle historien. Eventyret om den lille havfrue har fx inspireret arkitekterne til at designe en lille sø, og de besøgende kan kigge både op og ned gennem den. I de underjordiske udstillingsrum er der dunkelt med svag belysning. Besøgende får her en undervandsoplevelse og oplever en visuel forbindelse til de besøgende ovenover. Man kigger op på verden over – men er afskåret fra den – akkurat som den lille havfrue må have oplevet savnet til verden over havet.

Det store i det små
Arkitekterne har desuden gerne villet opnå en følelse af noget småt i det store. De påpeger kontrasten i, at en så stor personlighed som H. C. Andersens er født et så lille sted. Kengo Kuma fortæller, at han på samme vis har forsøgt at skabe en anderledes verden med helt almindelige materialer. Han siger, at det er vigtigt, fordi vi alle lever med virkelighedens begrænsninger. Men det er muligt at finde frem til drømmen gennem brug af det almindelige. Han gør i dette projekt stor brug af naturens elementer og træ som byggemateriale til pavillonerne.

Træet går igen
Pavillonernes udvendige trækonstruktion i lærk er inspireret af danske bindingsværkshuse, som også ses i bykernen i Odense i dag. Den cirkulære facade består af træsøjler, som er forbundet med limtræsbjælker i en radial geometri til rummets midtpunkt. Til interiøret er anvendt gran.

Den dobbelte krumning (hyperbolsk-paraboloide geometri) i pavillonen tillader kontrol over de forskellige højder i overensstemmelse med den rumlige oplevelse og det indre programmatiske. Taget består af et fleksibelt og økonomisk 3-dimensionelt CLT-system, der er præfabrikeret og samlet på stedet. Træbjælkerne står rå for at fremhæve det radiale strukturelle system, hvilket er med til at understrege projektets gennemgående cirkulære udtryk.