Hegnhuset

Hegnhuset er formidlingscenteret på Utøya. Bygningen bærer en historie om både overlevelse og død med reference til hændelserne 22. juli 2011. Hegnshuset stod færdigt i 2016 og omtales som et af ​​verdens vigtigste undervisningsbygninger. Hvert år huser det læringsaktiviteter for tusinder af unge fra Norge og hele verden. Her lærer de besøgende om demokrati, ytringsfrihed og tolerance.

Bevaring af den oprindelige bygning
Hegnhuset er bygget op omkring dele af det oprindelige forsamlingslokale Kafébygget, hvor 13 unge mennesker mistede livet. Cafeens lokaler og toiletterne, der fungerede som sikre skjulesteder, er bevaret. De fysiske levn fra hændelserne står intakte med fx skudhuller i vægge og møbler. Åbne vinduer viser flugtveje fra bygningen.

Den nye bygning
Den nye bygningskrop er lagt i en skæv vinkel hen over den gamle bygning. Den nye bygning følger således samme akse, som de øvrige nye bygninger, som er opført efter 2011. Dette repræsenterer og tydeliggør et tidsskel med forandring og et nyt kapitel i øens historie.

Taget bæres oppe af 69 søjler – en søjle for hvert menneske, der blev berøvet livet. Mindet ”indhegnes” af 495 mindre udvendige træelementer. Hvert træelement symboliserer hver af de overlevende – de som resten af deres liv skal leve med tanker og minder fra 22. juli. Svalegangen mellem det udvendige hegn og de indre søjler understreger følelsen af ​​at være forskanset, men tilsyneladende fri.

For at øge følelsen af tryghed er åbningerne i hegnet tilfældige. Og der er etableret fem indgange til bygningen for at skabe en følelse af sikkerhed og strømning mellem bygning og landskab. Hændelsen er det primære, så bygningen fremstår ikke poleret, men består af grove ubehandlede naturmaterialer. Loftshøjden er 8 meter på det højeste punkt. Under den gamle bygning er der skabt rum til et formidlingsområde.

En særlig opgave: Forvaltning af minder med øje for fremtiden
Hegnhuset handler om forvaltning af minder. Opgavens havde særligt fokus på, hvordan man vendte tilbage til øen efter terrorhandlingen. Samtidig fokuserede den på, hvordan samfundet og individet kunne genindtage og bruge et område præget af de tragiske hændelser, der havde fundet sted. Overlevende, akademikere og politikere deltog i processen med at finde den løsning, som både ærer og respekterer de overlevende og deres familier, men også bringer udvikling og yderligere fremskridt.