Kastrup Søbad
Fra strandparken strækker Kastrup Søbad sig ud i Øresund. Badet er en cirkelformet trækonstruktion, der som en skulptur tegner sig på vandets overflade og kan opleves fra land såvel som fra havet og luften.
Det samlede anlæg består af det cirkulære badeanlæg på vandet, en ny badestrand samt en dertil hørende cirkulær servicebygning med toiletter og et handikapvenligt omklædningsrum.
En 100 meter lang bro leder de besøgende frem til det cirkelformede badeanlæg, som gradvist stiger op over havet og afsluttes med et udspringspunkt i fem meters højde. Den ydre skærmvæg, som beskytter de badende mod vinden, er på det laveste sted 1,5 meter høj og på det højeste sted 8 meter høj.
Anlægget er opført i azobé, en træart der er særdeles holdbar i saltvand og kan stå ubehandlet. Kun på sekundære områder, hvor der er malede overflader, er der anvendt anden træart. Væggene i omklædningsrummene er således beklædt med hvidmalet sibirisk lærketræ.
Anlægget har en klar yder- og inderside. Den bærende konstruktion, en rå og enkel tømmerkonstruktion, står synlig på ydersiden af cirklen og understreger formen med stadig større solide trekanter med tydelige og robuste samlinger. Indersiden, som vender sig mod de badende, har fine og glatte overflader.
Af arkitektoniske og tekniske grunde er der anvendt planker/brædder i tre bredder – 120, 160 og 180 mm. I skærmvæggen er plankernes bredde varieret vilkårligt. Det giver væggen mønster og spil og er med til at gøre væggen transparent, så badegæsterne kan kigge ud på havet, og så man inde fra land kan se skibene sejle forbi.
Belægningen på den krumme platform er teknisk løst ved hjælp af de tre forskellige plankebredder og ved at variere mellemrummene mellem plankerne. Enkelte steder på platformen rejser belægningsbanen sig op og skaber møblering i form af bænke – dog uden at ændre platformens karakter af dæk.
Der er indarbejdet belysning i skærmvæggen og trædækket, så badet også kan benyttes og opleves i mørke.