Kolonihavehus i Herlev
48 kasserede vinduer fra et større byggeri udgør det bærende designelement i opførelsen af et kolonihavehus med kviste og stort lysindfald. Vinduerne er monteret direkte i en synlig konstruktion af douglastræ, som indvendigt tilmed fungerer som store sættekasser for ejernes samling af antikviteter.
De tværgående paneler af krydsfiner i loftet fungerer dels som et konstruktionselementer, der holder spærene sammen, dels som skærme, der fører dagslyset ind langs panelerne om dagen, mens de om aftenen oplyses af lyspærer.
Husets udvendige beklædning af sortmalede fyrretræsbrædder, de hvide vinduesrammer og taget med tagpap harmonerer fint med haveforeningens andre huse. Husets tag skiller sig dog markant ud, da det foldes op og danner flere kviste, hvori vindueskassetterne er ført helt op. Indvendigt er der anvendt dansk Douglas til den synlige konstruktion, mens fyrretræs-krydsfiner går igen som beklædning. Huset er isoleret med indblæst træfiberisolering.