HasleTre
Kontorbygningen HasleTre har vundet den prestigefyldte internationale Architizer A+Awards pris som verdens mest bæredygtige kommercielle bygning i 2024. Bygningen modtog desuden i 2022 den norske pris ”Årets trebyggeri 2022”.
I Oslo-bydelen Hasle er den nye kontorbygning med til at indramme et nyt torv sammen med en ungdomsskole og den historiske bygning Vinslottet. HasleTre er nyt hovedkontor for Red Barnet, og ambitionen har været at skabe et ”åbent hus” baseret på oplevet tilgængelighed og trivsel. Bygningen er designet uden faste kontorpladser, hvilket giver en dynamisk udnyttelse af etagerne. Her er mulighed for mange forskellige arbejdszoner; kontorplads, samtalerum, stillerum, fordybelsesrum, grupperum og mødesteder.
Bygningen på 3000 m2 fordelt over 5 etager med kælder og tagterrasse er en træbygning fra inderst til yderst med en bærende konstruktion i norsk CLT og limtræ, isoleringsmaterialer af træfiber og facadebeklædning af træspåner i ubehandlet malmfyr. Hovedparten af de indvendige overflader er af træ, behandlet med en diffusionsåben naturolie. Selv nogle toiletter og håndvaske er lavet af træmateriale.
En materialebank for fremtiden
Bygningen er designet, så det i fremtiden vil være muligt at skille alt ad og genbruge eller genanvende materialerne. For at bevare materialerne er der arbejdet på at lave så få huller som muligt til gennemføringer. Den bærende konstruktion er udformet sådan, at der så vidt muligt er anvendt store standardproduktionsformater og -mål med færrest mulige huller i CLT-elementerne. Der er gjort ”så lidt som muligt” ved alle materialer fx har man forsøgt at undgå brug af lim, fugeskum, silikone og lignende materialer, som klistrer ting sammen.
Facaden er ligeledes udført med elementer, der kan tages ned og udskiftes, når de er slidte eller skal genbruges i nye produkter.
Gamle byggeteknikker og nye løsninger
Genbrug har været den røde tråd og derfor er der udviklet nye løsninger bl.a. baseret på gammel byggeskik. Den innovative brug af træ-til-træ-forbindelser reducerer markant brugen af stål i bygningen og smidiggør både montering og demontering.
Alle samlinger i bygningen er udført med træpropper, træsøm og låseklodser af krydsfiner. Gulve og vægge er fx sikret med en moderniseret udgave af trælåse. Det er en gammel teknik, som er kendt fra stavkirker og bindingsværkshuse. Når bygningen en dag skal demonteres, kan trædyvlerne bores ud med en boremaskine og det samme med trælåsene, hvorefter søjler, dragere og dækelementer kan demonteres og genbruges.
Bygningen blev opført på kun ni måneder. Dette var muligt, fordi hele designprocessen var nøje planlagt og tegnet med millimeterpræcision i en virtuel 3D-model.
”Klimasmart” byggeri
Bygningen fungerer som et kulstoflager, fordi den er opført i massivt træ. Ved at bruge træ som konstruktionsmateriale frem for stål og beton udleder HasleTre 60% mindre CO2 end en standard norsk erhvervsbygning. Bygningen har desuden en dokumenteret reduktion på 70 % stål i forhold til tilsvarende konventionel bygning. HasleTre er BREEAM NOR certificeret til niveau “Excellent”.