Center for Sundhed

Ved indgangen til ’De Gamles By’ på Nørrebro ligger det nye Center for Sundhed – en del af et område, der længe har været synonymt med omsorg, sundhed og trivsel.
Bygninger og landskaber omkring os kan i høj grad påvirke vores adfærd, følelser og fysiske helbred. Med dette in mente er Center for Sundhed tegnet med det formål at fremme fysisk aktivitet og forbedre livskvaliteten for mennesker med livsstilsrelaterede sygdomme som fx diabetes. Ved at prioritere grønne områder, rigeligt dagslys, varme naturmaterialer, bevægelse og steder, hvor mennesker kan mødes og interagere, skaber arkitekturen et indbydende og beroligende sted – langt fra traditionelle sundhedsinstitutioners upersonlige og kliniske rammer. Fokus har været at skabe rum for samvær og en følelse af tilhørsforhold og sammenhold.
Hjerterummet
Allerede ved ankomsten mødes man af et åbent atrium, formet af en markant bærende struktur bestående af 15 meter høje, tre-leds limtræsbuer, der bærer den 3400m2 store bygning. Dette centrale fælles rum er blevet navngivet Hjerterummet, for lige som et hjerte forbinder det bygningens kredsløb og binder de forskellige funktioner sammen. Herfra er der adgang til undervisningslokaler, træningsområder, samtalerum, åbne mødepladser og et køkken til sunde madlavningsworkshops. En stor trætrappe med integrerede siddepladser udgør et samlingspunkt i det centrale atrium, hvor mennesker kan mødes og interagere – og skabe rum for spontane aktiviteter og sociale møder.
Varme og hjemlighed trækkes med ind i interiøret gennem synlig træbeklædning på vægge og lofter – nogle perforerede for at regulere akustikken – særligt udvalgte for sin evne til at skabe komfort, forbedre indeklimaet og reducere stress.
Forbindelse mellem ydre og indre
Udvendigt henter Center for Sundhed inspiration fra gavlmotiver og sadeltage, som kendetegner det omkringliggende område, men danner samtidig en nutidig kontrast til det eksisterende. Bygningen er formet som en blød bue, der åbner sig mod en have. Den indvendige trækonstruktion kan læses i facaden såvel som i de dybe lameller, der fortsætter ned til gadeplan og beskytter mod solopvarmning.
Mod haven åbner bygningen sig med en fuld glasfacade, der inviterer dagslyset ind og skaber visuel forbindelse mellem inde og ude. Det naturlige lysindfald fra de store vinduer i både facade og tag skaber nye visuelle indtryk i løbet af dagen.
Konstruktion
Husets robuste konstruktion sikrer en lang levetid og minimal vedligeholdelse. Bygningen er udført med tagbeklædning med lameller af mørk eloxeret aluminium hængende på den indvendige rammekonstruktion. På udvendig side af rammerne er facaderne indvendigt træbeklædt, ligesom loft, værn og gangbroer. Rammerne er understøttet af betonkerne omkring trappe og elevator. Sømløst integreret i taget er desuden 164 m2 solceller, der producerer og lagrer vedvarende energi.






Lignende projekter
