Danish Wood Award 2014
Landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen vinder Danish Wood Award 2014 og hædres for sit imponerende arbejde med blandt andet Kulturhavn Kronborg, Bo01 i Malmø og Sydney University.
Jeppe Aagaard Andersen har gennem sit mangeårige virke været manden bag flere imponerende byrum og landskaber og har samtidig gjort overvisende brug af træ.
Den smukke kulturhavn ved Kronborg, som stod færdig sidste år efter 25 års arbejde, er et godt eksempel på dette med sine i alt 1,6 km træbænke. Det samme gælder promenaden ved Bo01 i Malmø med sine store træpromenader, bænke og trapper og campusområdet ved Sydney University.
”Jeppe Aagaard Andersen kan forenkle og trække essensen frem i sine værker. Der er en menneskelig varme og en forkærlighed for materialer. Og så er han om nogen international i sin tilgang til faget” forklarer arkitekt Bjarne Lund Johansen, som er direktør i Træinformation og formand for priskomiteen.
Præsentation af Jeppe Aagaard Andersen
Manden bag den imponerende forvandling af Kulturhavn Kronborg, der har været i gang i mere end 25 år, er landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen.
– Kronborg er et godt eksempel på den forenkling, jeg beundrer så meget. Man skulle jo kunne se slottet, så jeg har taget udgangspunkt i den oprindelige geometri og ryddet gevaldigt op, så slottet har fået et meget stærkere udtryk. Og så var det vigtigt, at der var bænke. Jeg ville have, at folk skulle kunne sætte sig ned og nyde synet af Kronborg uden at købe noget. Det er blevet til i alt 1,6 km siddebænk – det burde være nok, fortæller han med et grin.
– Jeg har altid godt kunnet lide træ! Jeg brugte træsorten Azobé fra Elfenbenskysten til både Malmø og Kronborg – det er en fantastisk træsort, som er meget hård, og jeg har faktisk brugt den til alt siden. Du vasker den bare i saltvand, så holder den sig rigtig fint, forklarer han.
Forkærligheden til det naturlige materiale stammer helt tilbage fra barndommen i Nordsjælland. Jeppe er søn af den kendte billedkunstner Gunnar Aagaard Andersen og vokset op på det store landsted Munkeruphus i Dronningmølle, som i dag er fredet.
Tilbage i 1969 etablerede Jeppe Aagaard Andersen egen tegnstue i Helsingør. I dag er han professor i landskab på arkitektskolen i Oslo AHO, har derudover en større tegnestue i Sydney og forelæser ved flere udenlandske universiteter.