Danish Wood Award 2016

Signalgården41_1920x925

ONV Arkitekter og indehaver arkitekt MAA Søren Rasmussen vinder Danish Wood Award 2016, der hædrer tegnestuens beundringsværdige løsninger inden for socialt boligbyggeri.

Den 17. november 2016 blev vinderen af Danish Wood Award 2016 afsløret. Prisen gik til arkitekt MAA Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter, der var nomineret sammen med Vandkunsten og Falko Arkitekter. Dermed understreger priskomiteen de internationale tendenser i branchen, hvor fokus i øjeblikket er på social ansvarlighed. Siden Søren Rasmussen stiftede ONV Arkitekter i 2000 har han nemlig været drevet af passion for arkitektur og ikke mindst stor empati for de mennesker, der skal bo i arkitekturen. Det har resulteret i modulløsninger til socialt boligbyggeri, der giver velfungerende og æstetiske boliger til en lav pris.

Smukke, bæredygtige løsninger
Et eksempel er Trekantsgrunden på Amagerfælledvej, der er et træbyggeri i fire etager beklædt med aluminium. Det er stilrent med smukke detaljer og stor variation i de forskellige boligtyper. ONV har også skabt Venligbolig – billige og mobile arkitekttegnede boliger, der gør det muligt for almindelige danskere at invitere flygtninge til at bo i forhaven, i boligforeningens gård eller på tomme grundstykker.

– ONV udviser en beundringsværdig social ansvarlighed i kombination med smukke løsninger i træ. Den høje grad af industrialisering gør det billigt at bygge i træ, og dermed er ONVs projekter bæredygtige både socialt, miljømæssigt og økonomisk, forklarer Mikael Koch, der er formand for priskomiteen og direktør i Træinformation.

Varme, glød og originalitet
Søren Rasmussen er meget stolt og glad for, at priskomiteen værdsætter det samfundsrelaterede arbejde, som ONV Arkitekter er involveret i.

”Vi er optaget af at lave billige typehuse, boliger og børnehaver i god kvalitet, og det er skønt, at det bliver værdsat, for hverdagsarkitekturen er absolut værd at kere sig om,” forklarer han.

ONV bygger primært i trækonstruktioner, og det er der flere gode grunde til.

”Træ er på alle leder et fantastisk materiale. Det er bæredygtigt, nemt at forarbejde og ikke mindst billigt – og hvis det bliver brugt rigtigt, patinerer det også enormt smukt. Træ har en varme, en glød og en originalitet, som andre materialer har svært ved at hamle op med. Når folk ser vores typehuse, der oftest er træbeklædte, siger de: ’Nej, det var da et dejligt træhus’, men de ville ikke reagere på samme måde, hvis samme hus var støbt i beton. På den måde er træet en fantastisk formidler af moderne arkitektur, der blødgør hjerte, sind og øjne,” forklarer Søren Rasmussen.

Pressemateriale
Download pressemateriale her

Begrundelsestale ved Anna Maria Indrio (pdf)

De nominerede og priskomiteen ved DWA 2016

Læs mere om Signalgården i vort galleri

Andre prisvindere