Tamedia Zurich
Tamedia AG er en Schweiz’ største medie- og forlagskoncerner. Hovedkvarteret ligger i hjertet af Zürich. I 00´erne ville man gerne udvide den store bygning og hyrede den japanske arkitekt Shigeru Ban. Resultatet blev at tilføje en bygning med en bærende konstruktion i træ lavet af 2000 m3 gran. Trækonstruktionen blev samlet på stedet med specialdesignede træsamlinger af præfabrikerede komponenter, der er præcisionsfræset med millimeters nøjagtighed – helt uden stålforstærkninger.
Den oprindelige ide var at bygge op til 10 etager i højden, men det lod sig ikke gøre, da bygningen ville kaste skygge over de grønne bredder langs floden Sihl, som flyder tæt på. I stedet besluttede Shigeru Ban at understøtte hele den eksisterende syv-etagers konstruktion med en synlig ubehandlet træramme, og et tidligere trykkeri ved siden af fik tilføjet to nye etager. Det store volumen med glaspartier – en i alt 109.000 m2 stor træstruktur – giver bygningen et unikt udtryk set fra den omkringliggende by såvel ude som indefra.
Ønsket var et hus med en afslappet og hjemlig atmosfære, der også opfyldte de nyeste og samtidigt strenge schweiziske regler for energiforbrug. Shigeru Ban valgte at følge den schweiziske tradition inden for træbygning. Træet blev behandlet mere som et højteknologisk materiale end traditionelt håndværk, selvom der også er ligheder til klassisk japansk tømrerarbejde. De krydslaminerede komponenter af østrigsk gran er samlet uden nogen som helst metalforbindelser. De afrundede ender af bjælkerne er hamret på plads på søjlerne vha. store træmukkerter med bløde ender.
De konstruktive elementer er fremstillet på en fabrik ved hjælp af computerstyrede laserskærere. De omfatter dobbelte tværbjælker med afrundede ender, ovale afstandsbjælker, der løber vinkelret på dem, og søjler, hvor hvert enkelt stykke rejser sig i bygningens fulde højde (mere end 20 meter). I visse henseender minder disse komponenter om de konstruktioner i Renzo Piano og Richard Rogers’ Pompidou-center i Paris, hvor Shigeru Ban havde kontor, mens han designede museets anneks i Metz.
Nøglen til det strukturelle design – og dets Pompidou-lignende detaljer – er samlingerne, hvor de tre elementer mødes. De ovale afstandsbjælker passer gennem ovale huller i enderne af tværbjælkerne og fastgør dem til hver side af søjlerne. Den ovale form er afgørende, fordi den skaber et stift led, hvor et cirkulært led ville være svagere. Et skjult krydsfinerfyldningselement af bøg passer ind i de afrundede ender af bjælkerne og imødekommer belastninger, som gran ellers ikke ville kunne klare alene. Shigeru Ban udviklede dette nye konstruktive system sammen med den schweiziske ingeniør Hermann Blumer, en kendt specialist i trædesign og -konstruktion, som også samarbejdede med Ban om Metz-projektet.
Den dobbelte søjlerække i bygningens periferi understøtter etagernes 10 meters spændvidde. Den inderste række arbejder i tryk, mens den ydre fungerer i træk (som trækkablerne, der danner det ydre lag af Pompidou i Paris). På hovedfacaden brugte Shigeru Ban rummet mellem disse rækker til at skabe en sammenhængende mellemzone, der fungerer som en termisk buffer. Rummet er åbent i alle etager og omfatter trapper og uformelle lounger, hvor dele af facaden kan hæves mekanisk, så de forvandles til udendørs altaner. Her viser træstrukturen sine klare fordele.
Af hensyn til de ubrudte søjler blev konstruktionen samlet en sektion ad gangen, og der blev arbejdet med tolerancer på 5 millimeter. Dækopbygningen er udført med træbjælker og 3-lags CLT samt og gips- og cementplade (her er dog anvendt søm og skruer). Sandfyld mellem strøerne dæmper vibrationer og giver termisk inerti.
