Wisdome Stockholm
Teknisk Museum i Stockholm har fået en enestående tilbygning med Wisdome. Domen inde i bygningen huser en 3D-biograf med et 360-graders lærred og skal med avanceret visualiseringsteknik give store og små en uforglemmelig audiovisuel oplevelse.
State-of-the-art trækonstruktionsteknologi
Tegnestuen Elding Oscarson har tegnet en bygning, der udfordrer og tester materialernes og konstruktionens egenskaber. Bygningsværket er præmieret med Sveriges fineste arkitekturpris, Kasper Salin-prisen 2023.
Det 1.325 kvadratmeter store bygningsværks tag formidler overgangen mellem den høje kuppel og de lave facader af en-etagers bygninger og forbinder dermed museets andre faciliteter som fx gårdhave, café og udstillingshal. Det hvælvede tag er konstrueret af flade standard LVL-paneler i en gitterstruktur, som er banebrydende. Hvælvingen optræder i et grid, hvor fem lag LVL-bjælker i et spænd på 26x48m holder taget oppe helt uden bærende søjler. Det er lykkedes at udnytte LVL’s tekniske potentiale til at skabe et møde mellem arkitektur og konstruktion, der tegner bygningen både udvendigt og indvendigt. Det indre rum opstår i spændingen mellem den hvælvede gridstruktur og kuplen, som er konstrueret af CLT-trekanter.
Udførelsen har krævet håndværksmæssig præcision i stor skala. Den schweiziske trækonstruktionsvirksomhed Blumer Lehmann har bidraget med teknisk ekspertise. Den svenske skovbrugsvirksomhed Stora Enso har leveret alt trækonstruktionsmaterialet til projektet bl.a. 20 km LVL, som forinden er blevet formet og tilpasset med nøjagtig præcision. Selve kuplen inde i bygningen blev produceret på Stora Enso-fabrikken og er derefter blevet samlet på stedet.
Projektet demonstrer bl.a. nye designmuligheder med LVL, der traditionelt set mest er blevet brugt som lange plader, bjælker og søjler. I lighed med CLT kan LVL som materiale udskæres, bukkes og formes som det ønskes, hvilket åbner op for helt nye arkitektoniske muligheder.