Seks nytænkende projekter er med i opløbet om Danish Wood Award
Træbyggerier skyder op landet over. Dommerkomiteen for Danmarks ældste arkitekturpris, Danish Wood Award har i år udvalgt seks nyopførte byggerier som kandidater til prisen, der onsdag 25.oktober bliver uddelt for 38. gang.
De besigtigede byggerier er i år enten boliger eller hjemsted for kulturelle aktiviteter. Projekterne spænder fra forsamlingshus, maritimt center og museum til hele boligbebyggelser, seniorbofællesskab og prototyper for familieboliger med et meget lavt klimaaftryk.
Danish Wood Award er blevet uddelt hvert andet år siden 1958 og hædrer en tegnestue, der ”har udvist store kunstneriske kvalifikationer, teknisk dygtighed og overbevisende anvendelse af træ”. Prisen er på 100.000 kr. og er støttet af Træinformation, Danske Byggecentre og Træsektionen i DI Byggeri.
› Kom med til prisoverrækkelsen 25.oktober 2023
DE SEKS UDVALGTE OG BESIGTIGEDE PROJEKTER
Balancen, et seniorbofællesskab beliggende i Kildebjerg, Ry, er udvalgt, fordi det i en arkitektonisk helstøbt løsning formår at integrere natur og fællesskab. Her ønsker mennesker at leve og bo. Balancen er tegnet af Vandkunsten.
› Læs priskomiteens beskrivelse
Flugt, et museum for flygtninges historier i Oksbøl, der genanvender tidligere hospitalsbygninger med tilføjelse af en ny indskudt foyer, er udvalgt til for sit vid og store formmæssige overskud. Flugt er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group.
› Læs priskomiteens beskrivelse
Halgodt, som er et anderledes forsamlingshus, der danner ramme om events og fællesskab i Skovshoved havn, er udvalgt for evnen til at genfortolke traditionen og dens mest klimavenlige materiale – træet. Her er skabt en balance mellem det anonyme, håndværksbaserede byggeri og den velstuderede arkitektur. Halgodt er tegnet af Signe Stephensen & Christoffer Harlang.
› Læs priskomiteens beskrivelse
Lanternen, maritimt center i Esbjerg havn, der i én og samme bygning samler alle friluftsaktiviteter relateret til havet og som sit navn angiver troner frem i den lave horisont med havet som baggrund, er udvalgt for den stærke arkitektoniske fremtoning. Lanternen er tegnet af Snøhetta i samarbejde med Werk.
› Læs priskomiteens beskrivelse
Living Places med prototypehusene i den nye bydel Jernbanebyen i København er udvalgt for et interessant arkitektonisk udtryk, der nøje hænger sammen med ambitionen om et lavt klimaaftryk. Living Places er tegnet af Effekt.
› Læs priskomiteens beskrivelse
Sneglehusene, der er en bebyggelse med en træbeklædt facade, har en visuel karakter af sammensatte moduler. Bebyggelsen er udvalgt for at skabe et bydelskvarter, der understøtter tæt naboskab, åbner sig mod omgivelserne, og hvor en ekstra rumhøjde i leverum og den krummede facade tilføjer kvalitet. Sneglehusene er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group. Sneglehusene er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group.
› Læs priskomiteens beskrivelse