Hjortshøj Bogruppe
Andelssamfundet Hjortshøj inviterede i 2012 en gruppe voksne udviklingshæmmede til at blive en del af deres bo- og arbejdsfællesskab.
Atmosfæren, der karakteriserer andelssamfundet, er vægtet højt. Det unikke og attraktive ved at bo i andelssamfundet er oplevelsen af intimitet og tryghed i de rum, der skabes mellem de individuelle boliger. Bebyggelsen føles som et trygt sted at opholde sig og på samme tid er der en oplevelse af ‘landsbystemning’ – en naturlig langsomhed,som er en vigtig parameter for at sikre et ‘mulighedernes rum’ for bogruppens 16 beboere.
Tryghed, overskuelighed og genkendelse er vigtige faktorer, der former hverdagen. Husene er derfor udformet med en diskret individualitet, hvor de forskellige farver styrker følelsen af at bo i eget hus, samtidig med at der er der lagt vægt på at bevare et helhedsindtryk af fællesskab i bebyggelsen.
Boligernes planløsning er overordnet éns, men med den fleksibilitet at indgangspartierne så vidt muligt altid orienterer sig mod fælleshuset og det samlende fællesskab.
Boligerne er orienteret mod to retninger, den ene mod fælleshuset med indgang herfra og den anden med udsigt over landskabet.