Musholm Bugt Feriecenter
Musholm Bugt Feriecenter ved Korsør er en bebyggelse for mennesker med muskelsvind. Feriecentret er placeret på toppen af Stigbjerg Bakke med udsigt til Storebælt og broen. Centret er den sidste bebyggelse i Danmark, hvor der er givet tilladelse til at bygge kun 100 meter fra strandlinien.
Feriecentret består af et fælleshus, et børnehus, et badehus samt 32 lejligheder i varierende størrelse, opdelt i fire grupper af sammenbyggede huse i nær tilknytning til fælleshuset.
Fælleshuset favner forpladsen, den urbane side mod Korsør by. Her er stedets udadvendte rum, der henvender sig til den besøgende. Husets rygrad er en skråtstillet krum betonmur, der danner overgang til de vindbeskyttede haverum, der således dannes mellem fælleshuset og boligerne ude på bakkekammen. Her er plads til ophold og legepladser.
Med inspiration i stedet og de eksisterende bølgebrydere langs kysten er boligerne bygget op over et system af vindbrydende skiver udvendigt beklædt med dansk thuja. Mellem skiverne svæver let hældende græsklædte tage, der giver indtryk af, at bakken fortsætter sin bevægelse op over boligen. Skiverne fortsætter forbi boligernes store glasfacader mod vandet og danner private terrasser med læ og udsigt.
De lave boligrækker brydes af markante kegleformede badetårne opført i beton. De i alt 16 kegleformede tårne har solfangere og ovenlys på det skråt afskårne tag, og indvendigt er de udsmykket af forskellige kunstnere.
Boligerne er opført med en traditionel træskeletkonstruktion, udvendigt beklædt med ubehandlet thuja og lærk. De indvendige vægge er beklædt med hvidpigmenteret fyrretræ. Taget består af præfabrikerede tagkassetter i træ.